menu Om postmesteren Om postrytterne Om processen

Om Postmesteren

Tage Marcmann Sørensen (1914-2000) var købmandssøn fra Hadsund. Han blev uddannet ved postvæsenet og gjorde tjeneste som postembedsmand ved talrige posthuse på Fyn og i Jylland i sin 44 år lange karriere. Fra 1957 til sin afgang i 1975 var han postmester i Hirtshals. T. M. Sørensen, som han blev kaldt, tilhørte den sidste generation af postmestre, der håndterede papir og fyldepen ved et skrivebord efter reglementer, der nøje fastlagde driften af et kongeligt postkontor. Systematik og orden var en del af personligheden for en statstjenestemand i postetaten. Disse egenskaber er samtidig de bedste forudsætninger for en person, der vil opbygge et stort kartotek.

Dertil kom, at T. M. Sørensen var samler af natur: Frimærker, konvolutter med sjældne stempler, avisudklip om folklore, musik, kunst, litteratur, sprog og religion. Antikvariske bøger og malerier fyldte hans stuer. Han var ivrig radioamatør, medlem af utallige foreninger, og hans historiske interesse kom til udtryk gennem arkæologiske udgravninger i Ribe og som idÈmand og initiativtager til museet i Hirtshals.

Som postelev i København købte han i 1931 en stamtavle for 10 øre. Det blev startskuddet til en livslang interesse for navne og personalhistorie. Fra 1967 begyndte den systematiske indsamling af personer til Vendelboarkivet. Navnet blev i øvrigt opfundet af en meteorolog, der skulle bruge et navn på kilden til oplysninger, han havde fået af T. M. Sørensen. Når denne i sin søgen faldt over ting, andre kunne bruge, lod han oplysningerne gå videre. Således også om vejret før de systematiske registreringer på Meteorologisk Institut.

For at kunne intensivere arbejdet med opbygningen af Vendelboarkivet lod T. M. Sørensen sig pensionere som 60-årig og flyttede til en nedlagt skole i Tuen nordvest for Frederikshavn. Her dannede skolestuen arkiv og rum for 5-6 timers dagligt arbejde med samlingen. Som arkivet med årene blev kendt i slægtsforskerkredse kom der flere forespørgsler og besøg. Skønsmæssigt 1000 har besøgt postmesteren i Sørig gl. skole, og mormonkirken fik tilladelse til at affotografere kartotekskortene, hvilket dog aldrig blev gennemført.

8000 vendelboer blev årligt sat i kartotekskasserne, men i slutningen af 1980íerne blev T.M. Sørensens syn gradvist ringere. Hans kone Gertrud, med hvem han blev gift i 1947 og fik to døtre, var ham til stor hjælp med besvarelse af spørgsmål fra interesserede i denne periode, men indsamlingen af oplysninger ophørte, og i 1993 overdrog han Vendelboarkivet til Historisk Arkiv ved Vendsyssel historiske Museum. Samtidig afhændede han sin 600 bind store samling af personalhistorisk litteratur til arkivet.

Tage Marcmann Sørensen var et beskedent menneske, der f.eks. ikke ejede en bil, men kørte på knallert. Han var i besiddelse af en veludviklet humoristisk sans og underspillede ofte sin indsats, når han blev interviewet til avisen. På den måde optrådte han som en vendelbo, skønt han var himmerlænding, og derfor ikke selv findes på et af sine kartotekskort. På et spørgsmål fra en journalist om, hvad der fik ham til at lave sit Vendelboarkiv svarede han: "Spørg en psykiater".

Han døde i 2000.